 Ungt par legede sindssyg sexleg
28-05-2009
Man kan få mange forskellige spil, som har til formål at gøre sexlivet lidt mere underholdende i et parforhold. De fleste af disse spil minder ofte om de velkendte brætspil som findes i mange familiers hjem. De uskyldige opgaver og straffe for deltagerne i de frække voksenspil har som regel til formål, at deltagerne skal ende uden en trevl på kroppen - og gerne i kassen med hinanden.
Som det er med de fleste spil, så er der altid nogen, som begynder at lave deres egne regelsæt.
Det skete eksempelvis for et ungt par på henholdsvis 23 og 18 år i USA, som tilsyneladende ikke fandt reglerne i et spil kaldet "Sex Me" spændende nok - eller blot manglede tålmodighed - og ikke mindst sund fornuft.
Parret udførte en af opgaverne, som lyder på at man skal tage et stykke tøj af, hvis man passeres af en bil, hvor en af lygterne ikke virker.
På den udvalgte strækning mødte parret åbenbart ikke særlig mange biler med defekte lygter, så de valgte at tage sagen i egen hånd. De stillede sig derfor på en bro over en motorvej - og begyndte at drøne sten ned på bilerne i håb om at ramme lygterne.
Naturligvis ramte mange af deres forsøg alt andet end billygter, og inden længe stoppede deres vanvittige leg også brat, da et tip fra en chokeret bilist sendte politiet til stedet, som pågreb det letpåklædte par.
|
|
|