 Slut med at blaffe nøgen
28-04-2009
Umiddelbart vil de fleste måske tænke: "Er der da nogen, som gør det?" - og her er svaret: Ja! Det er så ikke voldsomt brugt i Danmark - hvis det da overhovedet sker herhjemme - men i Schweiz har det førhen været ret almindeligt.
Nu er det ikke sådan, at man tidligere kunne køre gennem Schweiz og se nøgne blaffere overalt ved vejkanten. Men området omkring Appenzellerland i Alperne var tidligere nudistområde, hvor mange nøgne vandrere nød at spankulere rundt.
Vandrere kan dog gå hen og blive trætte i bentøjet, og så benyttede mange sig af blaffemetoden overfor de forbipasserende bilister i bjergområdet.
Men det er slut nu.
Tyske nudister havde nærmest invaderet det smukke område, og noget tyder på at tyskerne kun havde kræfter til turen op i bjergene - men ikke ned.
Blafferne var nemlig nået et antal, hvor bilisterne dårligt kunne nyde landskabet for nøgne mennesker, og derfor har et enigt byråd forbudt nudister i området.
Nudisterne er mere end skuffede over ændringen, og ærgrer sig over at en udflugt i bar røv og vandrestøvler ikke længere er muligt i Appenzellerland.
|
|
|