 Par står til udvisning for sex i bilen
04-05-2010
En domstol i Dubai har fundet et pakistansk par skyldig i uanstændig opførsel, fordi de har haft sex i deres bil. De er på den baggrund blevet idømt en måneds fængsel og derefter udvisning af landet.
Parret har hele tiden fastholdt, at deres bil må betragtes som deres private hus og derfor burde myndighederne ikke blande sig. Desuden har bilen meget tonede ruder, så den pågældende politimand, der anholdt og sigtede dem for deres sjov på bagsædet, har på intet tidspunkt kunne se, hvad de faktisk foretog sig inde i bilen (med mindre bilen har gynget fra side til side).
Men i Dubai hjælper ingen kære mor. Så nu er det stakkels par sendt i fængsel og står derefter til udvisning.
Denne dom er bare den sidste i rækken af domme over liderlige og kærlige mennesker, der ikke har kunne styre sig, til de er kommet inden døre.
Dubai er kendt og berygtet for den stramme lovgivning og de skrappe dommere, der straffer liderbasserne hårdt - hvilket især går ud over turisterne. I marts måned i år blev et engelsk par kendt skyldige i blufærdighedskrænkende opførsel, fordi de havde kysset hinanden i fuld offentlighed.
Det er altså med at medbringe kyskhedsbæltet og gemme lysterne langt væk, hvis ferieplanerne omfatter en smut til Dubai.
|
|
|