 Orgasme fra Gud
24-11-2008
Nu vil man unægteligt mene, at en orgasme sendt fra Den Almægtige selv, må være noget der får verden til at skælve, og inden nogen kaster sig ned på knæ og beder en inderlig bøn om en personlig velsignet orgasme fra det højeste, så bør man nok lige læse videre ...
For nyligt fik en præst i Sverige rettens ord for, at hans kirke "Orgasmens Madonnas kyrka" har lov til at bære det utraditionelle navn - og videreføre idégrundlaget for kirkens menighed, som rummer knap 100 tilhængere.
Ifølge grundlæggeren Carlos Bebeacua fra Lövestad i det sydlige Sverige, så er hele religionen bygget op omkring orgasmen, som han mener er Gud og bør tilbedes.
Nu kunne man jo få den tanke, at kirken blot er et under cover for at holde nogle heftige orgier, som man hører omkring andre sekter. Men skal man tro Carlos' ord, så dækker ordet orgasme alt fra klimaks ved en seksuel akt - til at stå og nyde en så smuk solnedgang, at man bare må sige "Wow!"
Endnu er der umiddelbart ingen, som har udnyttet kirken til at kaste sig ud i hæmningsløs sex under en prædiken, og spørger man Carlos hvad han ville gøre hvis det skulle ske, så er hans svar ganske enkelt: "Aner det ikke".
Og så kalder man Sverige et forbudsland? :o)
|
|
|