 Mænd med flere koner lever længere
28-08-2008
Polygami kunne lyde som et hyggeligt brætspil, men dækker over begrebet at være gift med flere på én gang. I daglig tale anvender man ofte ordet Flerkoneri, og fænomenet forekommer primært i den muslimske verden. I de fleste lande - inklusiv Danmark - er Polygami forbudt.
I sidste uges udgave af magasinet "New Scientist" kan man blandt andet læse, at en gruppe forskere har nærstuderet fænomenet - og at konklusionen er, at mænd med flere koner lever længere.
Dataene er hentet fra organisationen WHO, og forskerne fandt her tydelige resultater på, at mænd der dyrkede flerkoneri var større konkurrencemennesker end gennemsnittet - og deres finansielle succes kunne afspejles i dette.
Det mærkbare ved rapporten var, at alle disse mænd lever længe, og forklaringen på dette skulle være, at mænd med store familier at forsørge, passer helbredsmæssigt bedre på sig selv, og bliver pylret om af deres koner - selv når de når en meget høj alder.
Her vælger jeg til en afveksling at tro på forskerne. Grunden er ganske simpel ... Hugh Hefner!
Manden der ejer Playboy, har en formue på størrelse med en vis Von And - og dyrker netop en slags flerkoneri med sine 3 kærester! I en alder af 82 år, så er han jo glimrende dokumentation for forskernes resultater.
Ja, okay ... Hefner har ganske vist indrømmet brug af Viagra, men hvem over 80 år ville kunne nappe tre skønheder samme dag, spørger jeg bare ...
Dog kan man undre sig over en enkelt ting ... Forskerne nævner ikke noget om kvinders levetid - såfremt rollerne var byttet om. Måske er det derfor det bare hedder flerkoneri ... Det modsatte findes måske slet ikke ...
|
|
|