 Brand tvang nøgen mand ud på altan
23-03-2010
Ud fra overskriften til dagens artikel, så ville det jo være ganske harmløst og virkelig trist for manden, hvis branden var opstået i hans egen lejlighed - og man ville jo straks tænke: "Stakkels gut".
Situationen skifter straks, når der ikke er tale om mandens egen bopæl, men derimod et bordel.
Ja, så bliver det hele noget mere pinligt - og historien ryger pludselig over i kategorien "Godt det ikke var mig!".
Det hele hænger nemlig sådan sammen, at en mand i Schweiz ville tilbringe en hyggestund på et bordel, og det var ikke et almindeligt bordel - men derimod et bordel for transvestitter.
Naturligvis har han følt sig tryg ved sit besøg, og ikke forventet at nogen ville få nys om hans tilbøjeligheder - indtil der pludselig udbrød brand på bordellet, og manden måtte tage flugten splitter nøgen ud på en af bordellets altaner.
Ikke nok med at det var langt under frysepunktet, så vendte altanen også ud mod gaden, hvor en stor flok nysgerrige hurtigt stimlede sammen på grund af røgudviklingen - og inden længe var journalister og fotografer for de lokale aviser også på pletten.
Uden nogle flugtmuligheder måtte manden bare vente på, at brandvæsnet nåede frem - mens fotografer og tilskuere morede sig gevaldigt over den uheldige bordelgæst.
|
|
|