 40-årig kvinde sprang nøgen i springvand
25-04-2007
En italiensk kvinde, som arbejder i en kontorbygning tæt ved Trevi Fontænen i Rom, fik det pludselig for varmt på sit kontor. Hun søgte derfor ned på gaden efter en smule frisk luft.
Her stod hun så og beundrede det dejlige vand i Trevi Fontænen, men tilsyneladende så tillokket af det kolde vand, at hun pludselig smed alt tøjet - og foran en mængde af måbende turister og lokale indbyggere snuppede hun sig et par baner i fontænen.
Kort efter kom politiet ilende, og fiskede den 40-årige nøgne kontorarbejder op ad vandet. Ved hjælp af deres politikasketter forsøgte de at tildække kvindens attributter m.m., og fik kørt hende til politistationen.
Her forklarede kvinden, at hun havde haft det frygteligt varmt, og at vandet i Roms fontæner tilhørte alle, så hun kunne ikke se noget galt i at tage sig en svømmetur.
Der udstedes normalt bøder op til omkring 1.000 kr. for, at bade i fontænerne i Rom, men kvinden slap eftersigende med en advarsel.
Hun har måske nok i at forklare bossen, hvorfor hun havnede splitternøgen på avisforsiderne - midt i arbejdstiden ...
|
|
|